onsdag den 8. oktober 2008

Google dit og dat og ikke mindst Docs

En af de ting, som er ret smart og funktionelt, når man først har oprettet en Google-konto, er, at man så kan få adgang til alle de andre Google-faciliteter med et enkelt klik eller to i en af menuerne. Således også med Google Docs, der blot krævede,at man foldede en lille drop-down-menu ud og klikkede dér.


Det var virkelig simpelt både at oprette nye dokumenter direkte i Google Docs og at uploade allerede eksisterende dokumenter fra sin egen computer. Deling med andre er også særdeles enkelt.


Det eneste, jeg måske har at udsætte på funktionen, er de begrænsninger, der er, med hensyn til filtyper og -størrelser. Desom man f.eks. arbejder i en projektgruppe, kan man jo også have behov for at dele billeder, som evt. skal indsættes i en opgave eller rapport, og så er det da lidt besværligt at være nødt til at uploade/hente/dele disse billeder i et andet program som f.eks. Picasa eller Flickr. Selv om disse også er lette at anvende, så ville det da være smartere, hvis man kunne have det hele samlet på ét sted.

Ikke desto mindre så har jeg i sinde at anbefale Google Docs til nogle af mine venner, som netop laver gruppe- og projektarbejde og kan have stor glæde af at dele dokumenter og ikke mindst at holde styr på versionerne på denne måde.

Og så har jeg lige snuset rundt i Google's mange faciliteter, hvor jeg jo bl.a. fandt en kalender! Ganske vist kan den ikke lave automatisk synkronisering med min Outlook-kalender; men det var smaddernemt at synkronisere manuelt, og man har også her muligheden for enten at dele den med udvalgte personer eller at gøre kalenderen helt offentlig.


Denne funktion har jeg helt sikkert i sinde at bruge fremover, da jeg ikke gider rende rundt med en papirkalender og samtidig alligevel ofte kan have brug for at tjekke kalenderen, når jeg er hos venner eller familie for evt. at lave aftaler med dem.

Ingen kommentarer: