mandag den 20. oktober 2008

Decibelle - en god måleenhed for musikalsk kvalitet

Aldrig så snart har jeg afsluttet projekt "23 Ting", før jeg har fået et nyt spændende projekt at kaste mig over! Min svigerinde, Sanne, ringede nemlig for et par uger siden og spurgte, om jeg kunne have lyst til at lave en hjemmeside for Decibelle - det kor, som hun synger i.

Og MON ikke jeg havde lyst!! Så nu har jeg - med kyndig assistance og inspiration fra min gode ven Per - arbejdet ihærdigt på at lave nogle forslag til hjemmesidens indhold og (især) til dens layout. De første 13 udkast blev præsenteret for Sanne i lørdags, hvor hun udvalgte 5, som jeg arbejdede lidt videre på i går, og de ændrede udkast blev endelig sendt til bedømmelse hos korets medlemmer omkring kl. 3 sidste nat.

Nu afventer jeg så spændt deres endelige valg; men de to første reaktioner, jeg har fået, har til min store glæde været særdeles begejstrede!

Decibelle består af 9 skønne piger (oprindeligt var der 10), og når engang deres hjemmeside kommer i luften, kan I dér komme til at læse, hvorfor de netop kom til at hedde Decibelle. Her vil jeg blot sige, at de er fantastisk dygtige og utroligt alsidige - virkelig værd at opleve, hvis man har bare den mindste smule øre for vokalmusik!

Så I kan jo nok forstå, at jeg glæder mig over, at en del af min betaling for arbejdet med deres hjemmeside kommer til at falde i form af fribilletter til deres koncerter!! c",)

Hvad var livet uden musik?

Nu da projekt "23 Ting" er vel gennemført, kan jeg så småt begynde at fylde min blog med andre og mere personlige betragtninger. Nå ja - okay - jeg har stadig afslutningsfesten på torsdag til gode, hvor der jo skal trækkes lod om en smart lille bærbar computer. Jeg har i dag fået at vide, at jeg er i pulje sammen med omkring 33 andre, så det virker da ikke helt umuligt, at jeg skulle blive den heldige! Spændende bliver det i hvert fald! c",)


Der var orgelkoncert i Glumsø Kirke samme dag, som vi havde haft høstgudstjeneste, og jeg overværede koncerten sammen med Rikke og Christian, som er blevet nogle rigtigt gode venner. Det er, som om sådan en oplevelse bliver større ved at blive delt med andre, og dette var en meget smuk koncert, der bestemt ikke blev mindre smuk af, at solen endelig brød igennem efter en hel formiddag med styrtregn.

Det var Jørgen Ellegaard Frederiksen - organist i Dragør Kirke - der spillede, og han fremførte værker af bl.a. Bach, Carl Nielsen, Purcell og Vaughn Williams.

Det er vel ikke længere nogen hemmelighed, at musik er en stor del af mit liv, og med en far, der var musiker, ville det nok også være underligt andet. Min far døde i februar måned, og selv om musikken nu bringer mange gode minder frem, så er det også i musikken, jeg oplever det største savn, fordi jeg ved, at jeg aldrig mere skal høre ham spille.

Denne dag blev min far imidlertid levende for mig igen, da Jørgen Ellegaard spillede en fuga af Bach, som jeg også har hørt far spille til nogle kirkekoncerter, og jeg kunne ikke lade være med at glæde mig over den store gave, han har givet både mig og mine søskende, ved at føre os ind i det fantastiske univers, som musikken udgør.

Sorgen over at have mistet ham bliver måske ikke mindre, men savnet bliver i nogen grad mildnet og kan på en måde gøres til noget, der ikke længere kun føles negativt.

Så længe leve musikken ... og længe leve min far i både min og andres hukommelse! c",)

fredag den 10. oktober 2008

YES!! ... Jeg nåede det!!

Pyha! ... Det her må vist være 23 Ting på Rekordtid!! ... Gad vide, om der uddeles en pris for hurtigste gennemførelse af projektet? For så burde jeg da være en selvskreven kandidat til den!! Nå - om ikke andet, så har jeg da nået at komme med i lodtrækningen om den bærbare computer, og det er jo osse spændende! Så der er al mulig grund til at lade champagnepropperne springe og feste for et vel overstået projekt!! c",)


Projektguppen har bedt os om - som den sidste af de 23 ting - at besvare nogle evaluerende spørgsmål, og det gør jeg da gerne.

1. Hvilken eller hvilke opgaver synes du bedst om?
Det spørgsmål er ikke så let at besvare, for der var rigtig mange sjove opgaver imellem, men overordnet set har jeg nok syntes, det har været sjovest at udforske nogle af de mange features i Google: iGoogle, Google Maps, Google Docs m.fl.

2. Bruger du nogle af de ting, du har lært i forløbet?
Ja, det gør jeg. Min iGoogle-konto er f.eks. (sammen med Facebook) blevet en af mine startsider, når jeg går på Internettet. Jeg kommer også til at bruge de forskellige funktioner i min MP3-afspiller rigtig meget - selv om det måske ikke lige er noget, jeg har lært her. Jeg har også tænkt mig at fortsætte denne blog på et mere personligt plan nu, hvor jeg ikke længere skal være så koncentreret om 23 Ting for at nå at blive færdig i tide. c",)

3. Hvad synes du om formen i 23 Ting (e-læring, selvstudie, kollegahjælp)?
Så vidt jeg kan se, har det været en fin måde at køre projektet på. Det er rart, at man kan løse opgaverne i sit eget tempo, og at man kan få adgang til dem både på arbejdspladsen og hjemmefra. Det med kollegahjælp er også rigtig godt. Det kan bringe en i tættere kontakt med kollegerne, for man får noget fælles at tale om, og man vil også ofte virke ansporende og inspirerende på hinanden.

4. Er der noget i forløbet, du synes kunne have været anderledes?
Det har jeg ikke forudsætning for at vurdere, da jeg kun har været involveret så kort tid og desuden stort set har kørt sololøb, fordi jeg har været alene på min arbejdsplads (Datastuen Munkebo) det meste af tiden.

5. Ville du deltage igen, fx 23 Ting +
Ja, det ville jeg helt afgjort, hvis jeg fik mulighed for det!! c",)

6. Har du ideer til, hvordan biblioteket kan være synlige/tilbyde services i web 2.0 miljøerne?
Nej, det kan jeg desværre ikke påstå, at jeg har.

Min egen konklusion
Det har været både sjovt, lærerigt og inspirerende at deltage i dette projekt, og jeg vil ikke alene benytte al min nye viden til eget brug - jeg vil også fluks delagtiggøre andre i den og lære flere at benytte sig af f.eks netmusik.dk, Google Maps og Google Docs - for nu blot at nævne noget.
Og nu kan jeg så med rette sige:

Been there, done that - and made it to the finals!!

Min MP3-afspiller og Podcast

Ja, så blev al min flid belønnet, og jeg fik min MP3-afspiller i går. "Creative Zen V" med hele 4 GB hukommelse, så der er virkelig plads til lidt af hvert.

Og "Wauv!!" siger jeg bare - den kan både optage og afspille lyd og musik, den kan afspille video, den kan vise billeder, og den kan synkroniseres med mine kontaktpersoner og kalender i Outlook!

Jeg har en lille MP3-afspiller i forvejen, så det er jo ikke ukendt for mig at overføre filer til sådan en fyr; men min fine nye Zen kan godt nok gøre tingene på en noget smartere måde, når man installerer den medfølgende software.

Så jeg har rigtig hygget mig med at lære den at kende. Jeg har både overført og slettet filer, lyttet til musik og set en video, som synkroniseringsprogrammet selv kunne konvertere inden overførslen. Jamen, hvor svært kan det være?!?

Og naturligvis har jeg også forsøgt mig med Podcast. Jeg har både abonneret på en udsendelse fra DR - selv om jeg nu valgte Filmland i stedet for De sorte Spejdere - og jeg har overført en af udsendelserne til MP3-afspilleren. Her brugte jeg funktionen ZenCast, som jo er beregnet netop til denne serie fra Creative. Igen meget enkelt.

Jeg forventer nu ikke at komme til at anvende Podcast fremover; men det er meget rart at vide, at det findes, og hvordan det virker - for man kan jo aldrig vide!

Næh, en af de funktioner i min Zen, som jeg helt sikkert kommer til at bruge rigtigt meget, er muligheden for at optage lyd! ... Nu kan jeg nemlig, i lighed med mange andre af medlemmerne i både gospel- og kirkekoret, lave optagelser under korprøven, så det bliver lettere for mig at øve og huske min stemme til de forskellige sange. DET bliver bare rigtig godt!

torsdag den 9. oktober 2008

Wikipedia

Jeg har faktisk jævnligt slået ting op på Wikipedia, så det var ikke nogen helt ny oplevelse for mig.

Et eller andet sted, synes jeg, det er smart, at brugere selv kan tilføje artikler om ting, de har en viden om, men som enten ikke er medtaget, eller som mangler opdatering.

Jeg kendte ikke statistikken med hensyn til de korrekte oplysninger, men det er da tankevækkende, at der ikke er større forskel på antallet af fejl, når man sammenligner Encyclopedia Britannica (123 fejl) med Wikipedia (162 fejl). Det siger i hvert fald mig noget om, at de brugere, der opretter artikler i Wikipedia er meget sikre på, at deres viden er i orden.

Et godt værktøj efter min mening - og som det jo også blev skrevet: Søgeresultater fra Wikipedia er næsten altid at finde højt oppe på listen, når man "googler" noget.

Og nu er jeg så nået dertil i min udførelse af de 23 ting, at jeg faktisk ikke kan komme videre, før jeg har fået min MP3-afspiller, for de manglende to ting indbefatter nemlig brugen af denne! Men hvis jeg er heldig, så kommer Michael med den lige om snart! c",)

onsdag den 8. oktober 2008

Arto

Selvfølgelig var jeg lige inde for at kigge nærmere på Arto - bare for at se, hvordan det ser ud - ikke mindst fordi jeg ved, at mindst een af mine unge teenage-nevøer bruger det. Og det ses jo tydeligt, at stedet er designet netop med henblik på børn og unge.

Der er helt klart fokus på de ting, som netop interesserer denne målgruppe, og det er efter min mening helt fint. Dejligt, at der er nogen, der har tænkt på at lave sådan et forum, og at der så også bliver gjort en indsats for at beskytte denne udsatte aldersgruppe mod diverse overgreb.

Jeg kan også ret godt lide, at der via bannerreklamer bliver gjort noget for at påvirke de unge i en positiv retning - f.eks. væk fra vold!

For der er jo nok ingen tvivl om, at der bliver lagt mærke til de ting, der "reklameres" for på siderne.


Facebook

Ja, som jeg jo nævnte helt tilbage i begyndelsen af denne blog, så har jeg allerede på forhånd løst opgaven i Ting #20 - nemlig oprettelsen af en profil på Facebook. Dér har jeg nemlig allerede med stort udbytte været aktiv i et par måneder nu, og jeg må sige, at selv om jeg i starten var lidt skeptisk, så har jeg nu overgivet mig til konceptet.

Jeg har ikke selv oprettet nogen grupper, men jeg har meldt mig ind i adskillige - heriblandt gruppen Glumsø Gospel Kor - GKK, som er oprettet af min kollega Kirsten Fonborg, som har gjort den særdeles anvendelig, f.eks. med mulighed for at markere, om jeg deltager i korets forkellige arrangementer.

Det er nu efterhånden lykkedes os at få de fleste af korets medlemmer med på Facebook, og vi får i et vist omfang udvidet kontakten til hinanden på denne måde.

Ved at melde mig ind i andre gospel-relaterede grupper har jeg desuden fået information om diverse workshops og lignende, som jeg ellers ikke ville have haft kendskab til, og både jeg og flere andre fra koret har nu tilmeldt os disse workshops, hvilket også er med til at berige mit sociale liv og fællesskabet med de andre.

Ydermere har jeg nu via Facebook og min interesse for gospel fået kontakt - ikke alene med en masse nye mennesker, men også med to tidligere gode venner, som jeg ellers havde mistet forbindelsen med.

De mange sjove "applikationer" og "gadgets" kan man jo frit vælge om man vil bruge eller ej, så man kan jo bruge Facebook i lige præcis det omfang, man selv vælger. Jeg har i hvert fald ikke fortrudt, at jeg har meldt mig til - tværtimod så bruger jeg den med større og større udbytte.

Google dit og dat og ikke mindst Docs

En af de ting, som er ret smart og funktionelt, når man først har oprettet en Google-konto, er, at man så kan få adgang til alle de andre Google-faciliteter med et enkelt klik eller to i en af menuerne. Således også med Google Docs, der blot krævede,at man foldede en lille drop-down-menu ud og klikkede dér.


Det var virkelig simpelt både at oprette nye dokumenter direkte i Google Docs og at uploade allerede eksisterende dokumenter fra sin egen computer. Deling med andre er også særdeles enkelt.


Det eneste, jeg måske har at udsætte på funktionen, er de begrænsninger, der er, med hensyn til filtyper og -størrelser. Desom man f.eks. arbejder i en projektgruppe, kan man jo også have behov for at dele billeder, som evt. skal indsættes i en opgave eller rapport, og så er det da lidt besværligt at være nødt til at uploade/hente/dele disse billeder i et andet program som f.eks. Picasa eller Flickr. Selv om disse også er lette at anvende, så ville det da være smartere, hvis man kunne have det hele samlet på ét sted.

Ikke desto mindre så har jeg i sinde at anbefale Google Docs til nogle af mine venner, som netop laver gruppe- og projektarbejde og kan have stor glæde af at dele dokumenter og ikke mindst at holde styr på versionerne på denne måde.

Og så har jeg lige snuset rundt i Google's mange faciliteter, hvor jeg jo bl.a. fandt en kalender! Ganske vist kan den ikke lave automatisk synkronisering med min Outlook-kalender; men det var smaddernemt at synkronisere manuelt, og man har også her muligheden for enten at dele den med udvalgte personer eller at gøre kalenderen helt offentlig.


Denne funktion har jeg helt sikkert i sinde at bruge fremover, da jeg ikke gider rende rundt med en papirkalender og samtidig alligevel ofte kan have brug for at tjekke kalenderen, når jeg er hos venner eller familie for evt. at lave aftaler med dem.

tirsdag den 7. oktober 2008

Frugten af al vor møje ...

I søndags sang Gospelkoret ved høstgudstjenesten i Glumsø kirke, og det var en rigtig dejlig oplevelse. Kirken var virkelig smukt pyntet både udenfor og inden døre i såvel våbenhuset som i selve kirken.





Og det blev bestemt ikke mindre festligt af, at nogle børn kom ind i procession sammen med præsten bærende på kurve med frugt og grønsager, som de delte ud blandt menigheden efter gudstjenesten.

Der vil sikkert altid være nogen, der mener, at gospelmusik ikke hører hjemme i den danske folkekirke, men højst kan have sin berettigelse i form af en koncert. Det siger vel sig selv, at jeg ikke er enig med dem, men jeg respekterer da deres ret til at have denne mening.


Der var mindst ét par, der så ud til at være ret utilfredse med at skulle høre på gospel - i hvert fald så de noget tvære og sammensnerpede ud - og de sad på en af de allerforreste rækker, hvor vi ikke kunne undgå at lægge mærke til dem!

Derfor var det naturligvis dobbelt dejligt, at det alligevel lykkedes koret at få dem til at overgive sig og smile til sidst!! ... Men helt ærligt: Hvem kan blive ved med at være sur, når man hører sådan noget glad og livsbekræftende musik?

Så man kan vel godt sige, at vi i sidste ende høstede frugten af al vor møje - og forhåbentlig gik de to hjem og var lidt gladere, end da de kom!! c",)

e-kalender og e-boks

E-boks har jeg brugt stort set lige så længe, det har eksisteret. Det samme gælder for øvrigt webbank, og jeg synes afgjort, at begge dele gør min tilværelse betydeligt lettere - ikke mindst mindsker det mængden af papir, som alligevel skal smides ud!!

Jeg synes, e-boks er utroligt nem at bruge - det går jo stort set af sig selv - og det er let at fordele sine forskellige dokumenter i mapper - fuldstændigt som man ville gøre, hvis man fik dem i papirudgave.


Derimod gider jeg ikke have noget med e-kalender at gøre! DEN er da ikke nær så smart, som den burde være!!

Jeg prøvede skam at oprette mig som bruger og synkroniseret min e-kalender med min private outlook-kalender, der er fuld af diverse aftaler. Det var den da bare ligeglad med - i hvert fald har jeg nu inden for de sidste par dage forsøgt at af- og geninstallere synkroniseringsprogrammet, og jeg har også ventet tålmodigt til næste dag for at se, om der dog ikke skulle være et resultat - men nej! Ikke en eneste af mine aftaler blev vist som "optaget-tid" i e-kalenderen!!

Og hvis den er SÅ sløv til at opdatere, så kan JEG i hvert fald ikke bruge den til noget, så den har jeg fluks slettet igen!

Netmusik.dk

Ja, så fik jeg lige genopfrisket mit bekendtskab med netmusik.dk, som jeg faktisk har benyttet mig af tidligere. Det er vældig rart, at man her ikke behøver at "stå i kø" for at høre noget musik, man måske gerne vil lytte til lige her og nu!

Jeg lånte et gospel-album med Mary Mary, som bl.a. synger "Shackles" - en sang, vi også har på repertoiret i Glumsø Gospelkor. Desuden lånte jeg "God, Thou Art My God" af Henry Purcell, fordi vi lige i øjeblikket er ved at indøve sidste del af den i Suså Kirkekor. Det er jo altid interessant at høre, hvordan andre synger det, man selv knokler for at lære! c",)

mandag den 6. oktober 2008

Google Maps

Se, Google Maps er nu en ganske anvendelig ting! Jeg prøvede naturligvis et par af de links, der blev foreslået i opgaven - linket til Fredericia Biblioteks rejsetips virkede desværre ikke - og så loggede jeg mig ind for at løse opgaven.

Jeg må sige, at det var smaddernemt at bruge søgefunktionerne. I løbet af ingen tid havde jeg både fundet vandrerhjem i Thisted og restauranter i nærheden.


Ruteplanen var også let at lave, og jeg vil sandsynligvis fremover foretrække at bruge Google Maps til dette formål, hvor jeg hidtil har brugt krak.dk:

Jeg synes, at mulighederne for at få vist enten fotos eller links til Wikipedia er ret geniale begge to - afhængigt af, hvad man lige skal bruge kortvisningen til. Jeg søgte på min fødeby, Fuglebjerg, og fandt både et billede af kirken og en Wikipedia-oplysning om byen/kommunen.

Jeg oprettede skam også mit eget lille kort omkring mit barndomshjem! Jeg har dog ikke offentliggjort det ... c",)

Jeg ville gerne have lagt nogle af mine fotos ind på kortet, men jeg kunne desværre ikke få henvisningerne til mine billeder på Flickr til at virke - ærgerligt, når jeg nu ellers har lagt flere billeder op, som ville passe fint lige her! :o(

lørdag den 4. oktober 2008

last.fm

Ja, nu hopper jeg lidt i rækkefølgen af de 23 Ting på listen; men der er jo nogle af opgaverne, der kræver brug af den MP3-afspiller, som jeg først får om nogle dage ... og så længe kan jeg jo ikke vente, hvis jeg skal nå at blive færdig med dem alle 23 i tide til at deltage i lodtrækningen om den bærbare computer!! c",)

Jeg fandt ud af, at man på last.fm kan oprette sit eget lille musikbibliotek og få tilpasset sin "radio" med musik fra de kunstnere, man har udvalgt. Der var flere muligheder for at udvælge repertoiret; men jeg valgte altså - for nu at leve op til navnet på min blog - at oprette et bibliotek med gospelmusik. Under udvælgelsen dukkede der flere kunstnere op, som jeg har tænkt mig at lytte nærmere til og måske på sigt investere i til min egen private CD-samling.

Her var det så meningen, at min lille GospelRadio skulle have været - men igen får tilføjelsen af denne feature bloggen til at være for lang tid om at loade, så den har jeg droppet igen. Jeg overvejer dog seriøst at lægge den på min iGoogle side - har i hvert fald føjet et bogmærke til mine favoritter.

YouTube og BibStream

Mine nevøer, som er i alderen fra 10-14 år, har for nogen tid siden præsenteret mig for YouTube, som jeg også ved at både min yngste søn og mange andre unge bruger en del. De har vist mig mange både sjove og flotte klip derfra, og nu afprøvede jeg lige nogle af de links, som står i opgaven.

Jeg har aldrig fulgt med i X-factor og kendte faktisk kun Martin af omtale; men da jeg så det foreslåede klip (og et par stykker mere) med ham, kunne jeg egentlig godt forstå, at han bliver omtalt i så begejstrede vendinger. Knægten ER jo lidt utrolig, og der er da for mig ingen tvivl om, at han har et stort potentiale.

Disse videoer fra X-factor inspirerede mig i sidste ende til en af mine egne søgninger, som resulterede i den video, jeg vil vise her på min blog.


En af Martins konkurrenter var jo nemlig Laura, og eftersom jeg den 15. november skal deltage i en Syng Gospel workshop, hvor Laura er en af de tre instruktører, har jeg naturligvis valgt videoen med det gospelnummer, hun optrådte med til finalen: "You Raise Me Up" - så her er hun, ledsaget af Gospel City som backingkor ...


Var naturligvis også inde for at kigge på BibStream. Søgte efter videoklip på landkortet og et klik på Brønderslev i Jylland førte mig til en video af Rasmus Holm - "Forfatterskolen for unge" - og da jeg selv godt kan lide at skrive, blev den mit valg tll bloggen. Jeg har imidlertid efterfølgende valgt at fjerne den igen, da det efterhånden tager alt for lang tid at få vist bloggen, og jeg desuden ikke forventer at komme til at anvende BibStream særlig meget til personlig brug.

fredag den 3. oktober 2008

Hovedet på bloggen ...

Kunne jeg blive bidt af det her med at blogge? Ja, det tror jeg egentlig godt, jeg kunne. I hvert fald overvejer jeg kraftigt at fortsætte med det på et lidt mere personligt plan, når jeg har fået løst alle de 23 opgaver.

Jeg har naturligvis kigget på de blogs, der var nomineret til Blog Award 2008, så jeg kunne afgive min stemme på tilmeldingen til festen den 23. oktober; men af nysgerrighed "surfede" jeg også lidt på de andre "Næstved-deltageres" blogs - vil sikkert osse kigge ind hos deltagerne fra de øvrige biblioteker, men lagde lige ud med at være lokalpatriotisk! c",)

Der er jo utrolig stor forskel på, hvor meget og hvor lidt hver enkelt har gjort ud af det, og der er naturligvis også stor forskel på indholdet. Jeg synes, der var flere gode; men jeg faldt især for een bestemt, og jeg kan slet ikke forstå, at denne blog ikke er blandt de nominerede!


Bloggen tilhører Louise Holmquist, og den opfylder i hvert fald mindst to af de ting, der skal til for at fange min interesse: 1. Den har et smukt og harmonisk udseende - lækkert, enkelt design med smukt afstemte farver ... og 2. Jeg blev i den grad fanget af Louises humor og især hendes måde at bruge sproget på, så jeg endte faktisk med at læse hendes blog fra ende til anden - blot for at opleve hendes herlige overskrifter: "e mig her og e mig der", "Fjæsbog" og "ArtoD2" for nu blot at nævne et par stykker.

Naturligvis har Louise fået et par rosende kommentarer med på vejen sammen med en enkelt klage over, at hun endnu ikke har gjort det muligt at abonnere på hendes blog!! c",)

I stedet har jeg nu føjet hendes blog til mine favoritter sammen med min søns og min svigerdatters blogs.

Thumbs up, Louise! - Jeg håber at få fornøjelsen af at læse meget mere fra dit tastatur! c",)

Min ven Flickr

Ja, jeg synes jo, at navnet Flickr får een til at tænke på titlen på den for mange sikkert velkendte børnebog, "Min ven Flicka" ... Vist i øvrigt en af de få børnebøger, jeg ikke fik læst i sin tid - måske fordi jeg ikke var en af de piger, der bare var helt vild med heste. c",)

Jeg fik ret i, at Flickr kunne gå hen og blive en tidsrøver! ... Jeg brugte RIGTIG meget tid i går på at lege med det og lægge billeder op. Jeg synes dog, at det er ret irriterende, at man er nødt til først at oprette sig som bruger på Yahoo, før man kan få lov til at oprette en konto på Flickr. Det var omstændeligt og smager lidt af "tvang" efter min mening.

Nå, men jeg fik da komprimeret nogle af mine mange billeder ved hjælp af Picasa (som opgaven jo lød på), og derefter fordelte jeg dem i 2 "sets" og forsynede dem med diverse "tags" - helt efter bogen.

Det ene "set" bestod af naturbilleder, som jeg har taget rundt omkring - dels i omegnen og dels på besøg hos familie og venner. Disse billeder fik jeg placeret på deres rette lokationer på "Verdenskortet" - det var faktisk ret let, og nu vil alle altså kunne gå ind og se disse billeder på rette sted i Danmark! c",)

Nu ville jeg så oprette et diasshow med denne billedserie her på min blog, og SÅ begyndte vanskelighederne! Sådan set ville jeg nemlig oprette to forskellige slideshows - et med hvert af de to "sets" - men selv om jeg kiggede i hjælpe-funktionen for at finde ud af det, så kunne jeg simpelthen ikke få held til at få den diasshow-gadget her på bloggen til kun at tage billederne fra et specifikt "set" ... ØV! ØV!

Nå - det må der forskes lidt mere i en anden gang. Lige her og nu endte jeg med helt at fjerne det ene "set" billeder fra Flickr, således at mit diasshow nu kun viser mine naturbilleder, som jeg ønskede det. Så nu kan I altså se skiftende billeder fra Arløse (ved Fuglebjerg), Næstved, Mosede (ved Greve), Tueholmen Sø og Dyrehaven. Håber, I kan li' dem! c",)

onsdag den 1. oktober 2008

Leg med Flickr

Allerførst: Jeg er temmelig stolt af, at det (with a little help from my friend) er lykkedes mig at ændre en smule i skabelonen, så den nu er blevet bredere med deraf følgende mere plads at skrive på!! ... Nu skal jeg også bare finde ud af, hvordan man laver ekstra afstand imellem indlæggene!! c",)

Flickr kunne altså også - i lighed med iGoogle og Picasa - meget let gå hen og blive en tidsrøver, tror jeg, for hvor er der dog bare utroligt mange spændende ting, man kan prøve af og meget let gå hen og blive distraheret af!!

Jeg søgte på Næstvedbibliotekerne og fandt mange fine billeder fra kommunens forskellige "filialer".

Og da jeg i funktionen Flickr Explore valgte verdenskortet og søgte på min lille fødeby, Fuglebjerg, viste det sig, at der er en fotograf på de kanter, der tager nogle ret fantastiske naturbilleder.

Så hvis du gerne vil se smukke billeder fra vores lokale egn, så kan jeg varmt anbefale, at du søger efter brugeren The One Wonderer PathFinder. Han beskriver på sin side, hvordan han igennem Flickr har fået mange gode kontakter til andre dedikerede fotografer, så man må jo sige, at Flickr i høj grad også kan virke som et globalt, socialt netværk.

Og så, mine damer og herrer!! Nu har jeg gennemført Ting #10 og således gjort mig fortjent til at modtage en MP3-afspiller! ... Det glæder jeg mig til, for sådan en kan jeg nok få fornøjelse af! c",)